At ELSKE sig selv – ELLER – VÆRE sig selv?

Ofte opfordres vi i artikler og annoncer for mange forskellige typer terapi og kure til at tale pænt til os selv og elske os som vi er.
Hvem kan være uenig i at det er vigtigt at holde af sig selv og tale til sig selv, som man ville tale til andre?

Det er en god mental strategi og leveregel, men hvordan begynder vi at glædes over og ligefrem elske noget vi i årevis ikke har trivedes med hvad enten det er det indre eller det ydre? Det virker bare ikke for alle og kan føre til flere selvbebrejdelser, afmagt, skam og skyld over endnu noget vi ikke kan leve op til, fuldstændigt som med motion og slankekure.

Og måske er der også nogle områder vi virkeligt har behov for at ændre. Det kan være vaner, situationer og mønstre vi hænger fast i  gang på gang – selvom vi havde lovet os selv, at det ville vi ikke igen. Mønstre som er dårlige både for os selv og vore omgivelser.

Derfor er det en god idé at formulere målet på en anden måde. Det handler om at LÆRE AT VÆRE DEN VI ER, SÅ VI FØLER OS HJEMME I OS SELV såvel inden i som udenpå. Vi kan ikke blive en anden end den vi er, men vi kan lære vore egne ubevidste sider at kende, både dem vi ikke så gerne vil kendes ved og dem vi kan have stor glæde af, men havde glemt at vi havde, for det ubevidste rummer både negativt og positivt stof.

Vi lærer vores ubevidste sider at kende ved at blive opmærksomme på og undersøge hvad vi reagerer på hos andre og hvad betydning vi lægger i det, for det vi ikke ved om os selv bliver aktiveret når vi møder det hos andre. På samme måde kan det give stor indsigt i os selv at undersøge hvad der ligger bag (alt for) stærke følelsesmæssige reaktioner, som ofte er et sammensurium af oplevelser og følelser fra hele vores liv. Når vi, måske sammen med en terapeut undersøger indhold og reaktioner fører det ofte til en klarhed over, hvad det egentligt handler om. Vi lærer hvad der bebor vores indre og lærer vores skrammer og ressourcer at kende. Vi kan nu forholde os bevidst til det, og i højere grad håndtere det til gavn for både os selv og vore omgivelser. Som jeg skrev i første afsnit: “Det handler om at LÆRE AT VÆRE DEN VI ER, SÅ VI FØLER OS HJEMME I OS SELV såvel inden i som udenpå.”

Nøgleordet i det hele er BEVIDSTHED. Vi kan aldrig blive bevidste om alt, men vi kan blive bevidste om mere og lære at acceptere og rumme, at der altid vil være noget på spil vi ikke lige har gennemskuet eller kender til.

Godt Nytår!

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *